Ordbogen Kim Tetzlaff · · 3 minutters læsning

Hvad er TTFB (Time to First Byte)?

TTFB måler hvor længe browseren venter på serverens første byte. Se grænseværdierne, hvad ventetiden består af, og hvornår problemet er din host.

Ventetid mellem browserens forespørgsel og serverens første byte, vist som et tomt tidsrum

TTFB står for Time to First Byte og måler tiden fra det øjeblik, browseren beder om siden, til det første byte af svaret begynder at komme tilbage. Det er ren ventetid: der er ikke tegnet en eneste pixel endnu. TTFB er ikke et Core Web Vital, men et diagnosetal — og det er det første sted, jeg kigger, når en side føles træg uden at der er noget galt med den.

Sådan måles TTFB

VurderingTTFB
God0,8 sekund eller under
Kan forbedres0,8–1,8 sekunder
DårligOver 1,8 sekunder

Grunden til at TTFB er værd at holde øje med, er, at den ligger foran alt andet. Hvert eneste tal, der måler noget synligt — LCP, First Contentful Paint, Speed Index — starter først, når TTFB er ovre. Bruger du 1,5 sekund på at vente, kan du ikke få en LCP på 2,5 sekunder uden at tegne hele siden på ét sekund.

Hvad ventetiden består af

TTFB er ikke ét tal, men en stak af dem:

  • Redirects. Hver 301 undervejs er en hel ekstra rundtur. En URL, der først går fra http til https og derefter fra uden www til med, har brugt to.
  • DNS-opslag. Første gang browseren skal finde ud af, hvilken server domænet peger på.
  • Forbindelse og TLS. At åbne forbindelsen og forhandle certifikatet.
  • Serverens egen arbejdstid. WordPress starter PHP op, spørger databasen, kører hvert aktivt plugin igennem og sætter HTML’en sammen.

Det sidste punkt er næsten altid det største, og det er også det eneste, du selv kan gøre noget ved uden at skifte udbyder.

Sådan får du TTFB ned

  1. Slå sidecache til. Med caching serveres en færdig HTML-fil i stedet for at bygge siden op forfra ved hvert besøg. Det er den enkeltændring, der flytter mest.
  2. Fjern unødige redirects. Læg dem i ét hop i stedet for to.
  3. Ryd op i plugins. Hvert aktivt plugin kører ved hver sidevisning, også dem der ikke bruges på den side.
  4. Sæt et CDN foran. Det flytter svaret tættere på den besøgende og skærer den geografiske afstand væk.
  5. Skift host, hvis intet af det hjælper. Et delt webhotel med for mange sider på samme maskine kan ikke optimeres udefra.

Hvornår er problemet din host?

Det er den skillelinje, der betyder noget, for de to situationer koster vidt forskellige ting. Tommelfingerreglen: mål TTFB på en cachet side, som ikke kører PHP overhovedet. Er den stadig høj, er det maskinen eller afstanden. Falder den til et par hundrede millisekunder, når cachen rammer, ligger problemet i din egen opsætning — og det kan rettes. Fremgangsmåden står under hurtigere WordPress.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er en god TTFB?

0,8 sekund eller derunder. Over 1,8 sekunder er dårligt. Med sidecache på en fornuftig dansk host er 200–400 millisekunder helt normalt.

Er TTFB en rankingfaktor?

Ikke direkte. TTFB er ikke et Core Web Vital, og Google måler det ikke som selvstændigt signal. Men fordi TTFB ligger foran LCP, som er et Core Web Vital, kan en høj TTFB koste dig på et tal, der tæller.

Hvorfor er min TTFB høj, når serveren er hurtig?

Så er tiden brugt et andet sted end på serverens beregning — oftest på redirects eller på afstand. En dansk besøgende, der rammer en server i Texas, betaler rundturen uanset hvor hurtig maskinen er.

Kontakt

Ring eller skriv — du taler med mig

Der er ingen salgsafdeling. Vælg den vej der passer dig bedst.

Få hastighedsoptimeret din wordpress hjemmeside i dag og få højere ranking på Google.

Danmarks bedste hastighedsoptimering af wordpress hjemmesider.

Gratis analyse →