Tredjepartsscripts: chat, pixels og analytics
Chatbokse, heatmaps og sporingspixels står ikke i din plugin-liste, men de koster mest af alt. Se vægtene og hvordan du får dem under kontrol.
Der er en gruppe filer på din hjemmeside som ikke står i plugin-listen, som ingen har ansvaret for, og som ingen kan huske hvorfor er der. Det er tredjepartsscripts: chatboksen, sporingspixlen, heatmappet, kortet, cookiebanneret og skrifttyperne der hentes fra et fremmed domæne.
De er nemme at overse, fordi de blev sat på af marketing, af et bureau, eller af dig selv en tirsdag i 2022. Og de er dyre, fordi de kører på den samme tråd som alt andet.
Hvad de vejer
Min hastighedstest genkender 59 tredjeparter på deres URL’er og vejer hver af dem. Skalaen er den samme som for plugins — 0,50 er det tungeste jeg måler, og et almindeligt SEO-plugin vejer 0,10.
| Tredjepart | Vægt |
|---|---|
| Hotjar | 0,26 |
| Google AdSense | 0,26 |
| HubSpot, FullStory | 0,24 |
| YouTube-indlejring | 0,24 |
| Google Ad Manager (GPT) | 0,24 |
| Google Maps, Vimeo, Wistia | 0,22 |
| Crazy Egg, Optimizely, VWO | 0,22 |
| Microsoft Clarity, Intercom, Drift | 0,20 |
| Tidio, LiveChat, GTM, Segment | 0,18 |
| Google Analytics 4, reCAPTCHA | 0,16 |
| Cookiebanner (Cookiebot, OneTrust) | 0,18 |
| Google Fonts, Adobe Fonts | 0,12 |
Læg mærke til hvad der sker når du lægger tre-fire af dem sammen. En helt almindelig dansk firmaside med Google Analytics, Tag Manager, et cookiebanner, en chatboks, Google Fonts og en YouTube-video i bunden har samlet mere tredjepartsvægt end Elementor Pro alene.
Hvorfor de koster mere end deres størrelse
Det er ikke kilobytes der er problemet. Det er tre andre ting.
De kører på hovedtråden. Din kurv, din menu og dine formularer venter mens et sporingsscript arbejder. Det slår direkte igennem på TBT, som vejer 30 procent af din Lighthouse-score, og på INP, som måler hvor længe din side er om at svare når nogen klikker.
De henter andre scripts. Et tag i Google Tag Manager kan hente fem tags, som hver henter deres eget. Du har sat én linje ind og fået en kæde. Det er også derfor du ikke kan aflæse omkostningen af filens størrelse — den fil du sætter ind er ofte den mindste i kæden.
De kommer fra et fremmed domæne. Browseren skal slå domænet op, åbne en forbindelse og forhandle et certifikat, før den kan hente noget som helst. Det er ren ventetid, og den betales per domæne.
Det sidste er grunden til at Google Fonts er værd at kigge på, selv om det kun vejer 0,12. Filerne er små — men du betaler to fremmede domæner for at få dem.
De fire værste, og hvad du gør ved dem
Chatboksen
Den er værst i forholdet mellem pris og brug. Den henter en hel widget, ofte flere hundrede kilobytes, på hver eneste sidevisning — også de 98 procent hvor ingen klikker på den.
Løsningen er klik-for-at-indlæse. Vis en knap der ligner chatboksen, og hent den rigtige først når nogen trykker. Det er understøttet af de fleste udbydere i dag, og det er den enkeltændring der flytter mest på en typisk firmaside.
Heatmaps og session-replay
Hotjar, Clarity, FullStory og Crazy Egg optager hvad brugerne gør. Det er nyttigt — i en periode. Problemet er at de bliver liggende i årevis efter at nogen kiggede i dem sidste gang.
Løsningen: slå sampling til, så du optager 10–20 procent af besøgene frem for alle. Og sæt en dato i kalenderen for at tage dem af igen.
Video-indlejringer
En standard YouTube-indlejring henter en iframe, flere scripts og et miniaturebillede — før nogen har trykket play. Ligger der tre videoer på siden, betaler du tre gange.
Løsningen: brug en “lite”-indlejring, der viser miniaturebilledet og først henter afspilleren ved klik. Og sæt loading="lazy" på selve iframen, samt width og height så siden ikke hopper. Se lazy loading og CLS.
Kort
Google Maps-SDK’et er blandt de tungeste enkeltfiler du kan lægge på en side, og det ligger som regel i bunden af en kontaktside hvor det aldrig er synligt ved indlæsning.
Løsningen: vis et statisk kortbillede med en “Åbn kort”-knap. De færreste besøgende har brug for at zoome — de har brug for at se hvor du ligger.
Cookiebanneret er et særtilfælde
Det er den eneste tredjepart der både koster hastighed og kan redde den.
Det koster, fordi det er JavaScript der skal køre før alt andet, og fordi det ofte skubber indholdet ned når det lander — CLS i ren form. Reservér pladsen til det i CSS, så det ikke flytter noget.
Men det redder også noget, hvis det er sat rigtigt op: analytics, pixels og heatmaps må først indlæses når der er givet samtykke. Det er både det juridisk rigtige og det hurtige, for alle de besøgende der ikke accepterer, slipper for at hente dem overhovedet.
Tjek at det faktisk virker sådan hos dig. Jeg finder ofte cookiebannere der spørger pænt, mens sporingen allerede kører i baggrunden.
Sådan finder du dine egne
- Åbn netværksfanen i browserens udviklerværktøjer og sortér efter domæne. Alt der ikke er dit eget domæne er tredjepart.
- Skriv listen ned og spørg om hver: hvem bruger det, og hvornår kiggede vi sidst? Erfaringsmæssigt ryger en tredjedel på det spørgsmål alene.
- Kig i PageSpeed Insights under “Reduce the impact of third-party code”. Der står hvad hver af dem koster i blokeret tid.
- Ryd op i Tag Manager. Det er dér de gamle ligger. Pixels til kampagner der sluttede, og tags til værktøjer der ikke er i brug.
- Flyt skrifttyperne hjem. Hostede lokalt koster de intet fremmed opslag, og du kan preloade netop de vægte du bruger.
- Mål igen.
Se også Hvad koster hvert plugin dig i hastighed? — tredjeparter og plugins skal vurderes i samme regnestykke.
Ofte stillede spørgsmål
Gør Google Tag Manager min side langsommere?
GTM selv vejer 0,18, men det egentlige spørgsmål er hvad der ligger inde i den. En container med to tags er billig. En container med femten er dyr, og de fjorten af dem er sandsynligvis glemt.
Kan jeg beholde min chatboks?
Ja. Sæt den bare til at indlæse ved klik i stedet for ved sideindlæsning. Kunden mærker ingen forskel — knappen er der stadig — og alle de besøgende der ikke skriver til dig, slipper for at hente den.
Er Google Analytics tungt?
GA4 vejer 0,16, hvilket ikke er meget i sig selv. Det bliver dyrt når det er ét af otte sporingsværktøjer, og når det indlæses før brugeren har taget stilling til cookies.
Skal jeg fjerne mine sociale delingsknapper?
De officielle widgets fra Facebook, X og LinkedIn henter kæder af scripts for at vise en knap. Erstat dem med almindelige links til delings-URL’erne — de gør præcis det samme og koster ingenting.